Denne konflikttrappe model er præsenteret i Friedrich Glasl’s bog “Konfliktmanagement – Ein Handbuch für Führungskräfte, Beraterinnen und Berater”. Glasl’s oprindelige analyse af de forskellige trin er på mere end 70 sider og dette indlæg er en forkortelse af den. Med dette indlæg vil jeg dog forsøge på, at give dig en god og grundlæggende forståelse for modellen, uden at du behøver at læse alle 70 sider af hans bog.
Glasl’s konflikttrappe er et meget brugbart diagnostisk redskab for personen der skal håndtere konflikten, men er også værdifuldt som en metode til at forstå mekanismerne bag konflikt eskaleringer.
En sådan forståelse kan føre til en større opmærksomhed omkring de skridt man skal undgå, hvis man gerne vil forhindre at en konflikt eskalerer ud af kontrol.
Modellen giver også en teori omkring konflikteskalering, som fokuserer på det situationelle pres der er på folk involveret i en konflikt. I stedet for at lede efter årsager i individerne, så kigger modellen på, om der er en intern logik til konfliktforhold. Den slår sig også på at, bevidste indsatser er nødvendige for at kunne modstå en eskalering.
Men lad os dykke ned i de forskellige trin.
Trin 1: Hærdning
Det første trin er at konflikteskalering opstår, når en uenighed over et problem eller en frustration som ikke let løses. Problemet forbliver, og fører dermed til irritation. Gentagne forsøg på at overkomme problemerne fejler, hvilket betyder at det naturlige flow af skiftende bekymringer er blokeret.
Parterne er gentagende gange mindet om, at i et specifikt tilfælde, så bevæger de sig ikke fremad. Interesser og holdninger ændrer sig til standpunkter; faste holdninger om hvordan man bør løse et specifikt problem. Disse standpunkter bliver ofte gensidigt uforenelige i konfliktparternes opfattelse.
Disse standpunkter tiltrækker tilhængere, og grupper begynder at formere sig omkring forskellige holdninger, eller for og imod et specifikt standpunkt. I det næste trin er disse grupper mere og mere konsolideret i endnu mere velafgrænset grupper. Grænser som definerer hvem der for eller imod noget, bliver mere og mere tydelige.
Medlemmer af en gruppe deler en delt forståelse af situationen, hvilket skaber et delt selektivt filter, som påvirker opfattelsen af alt relevant information. Medlemmer af en gruppe samler uden problemer negativ information op omkring den anden gruppe. Disse dele af information er givet en betydelig vigtighed, hvor positiv information slet ikke er registreret. Forskelle mellem grupperne virker mere betydelige end ligheder.
Den frustrerende indsats for at overkomme forskellene fører til en udvikling af vanedannende adfærdsmønstre til hvordan man skal agere i anstrengte situationer. Når man ikke opnår fremskridt, så bliver grupperne mere opmærksomme på de gensidige afhængigheder de ikke kan undgå. Interaktioner med den anden side er skuffende og set på som spild af tid og energi.
Selvom man opfatter den anden gruppe som stædig og ufornuftig, så er de involverede personer stadig besluttet på at forsøge på at løse forskellene. Men, i takt med at indsatserne ikke bærer frugt, så begynder gruppen at tvivle på om den anden gruppe oprigtigt gerne vil løse problemerne. De begynder måske endda også at mistænke, at den anden gruppe har nogle andre motiver.
Kommunikationen mellem grupperne er stadig baseret på gensidighed; den basale status af de involverede personer som ansvarlige mennesker er anerkendt, og alle forsøger på at være fair i deres interaktioner.
Skridtet til trin 2 sker, når en eller begge grupper mister troen på at det er muligt at løse problemerne gennem fair diskussioner. Når fair argumentering er forladt for i stedet at bruge taktiske og manipulative argumenterende tricks, så bevæger konflikten sig over i trin 2.
Trin 2: Debatter og polemik
Siden den modsatte gruppe slet ikke virker til at forstå fornuftige argumenter, så sker det ofte, at diskussioner udvikler sig til verbale konfrontationer. Grupperne leder efter mere kraftfulde måder at gennemtvinge deres standpunkter. For at få mere styrke, så vil de ofte låse sig mere ind i ufleksible standpunkter.
Konflikten er ikke længere begrænset til et veldefineret problem, men grupperne begynder at føle, at deres generelle holdning er i fare. Det betyder, at de afleder mere og mere fokus på hvordan de fremstår; at være succesfulde, stærke og med gode evner, i stedet for imødekommende, usikre og inkompetente. Debatter er ikke længere kun fokuseret på hvilket standpunkt der giver mest mening, men også på hvem der er mest succesfuld i at fremhæve sine standpunkter, og hvordan resultaterne af debatterne påvirker ens omdømme. Det at akkumulere taktiske fordele over den anden gruppe bliver meget vigtigt.
Når rationelle og problem-relevante argumenter ikke er nok til at få succes, så søger grupperne til kvasi-rationel argumentation, som f.eks.:
- Skænderier omkring de underliggende årsager til de nuværende problemer, for at undgå at bebrejde andre;
- Stærke overdrivelser af implikationerne og konsekvenserne af den anden gruppes holdninger, for at fremhæve det som værende absurd;
- Antagende kommentarer omkring forholdet mellem det centrale problem og andre problemer; hvilket linker problemet til større værdimæssige overvejelser.
- Referencer til anerkendte autoriteter eller traditioner for at få legitimitet for et standpunkt;
- At beskrive alternativerne som ekstremer for at få den modsatte gruppe til at acceptere et “fornuftig kompromis.”
Disse taktiske tricks forsøger på at holde den modsatte gruppe ude af balance rent følelsesmæssigt eller er til for at have fordelen i en diskussion. Det helt centrale af disse verbale interaktioner skifter deres fokus fra rationelle argumenter mod følelser og relative magtproblemer.
Grupperne kan ikke længere antage, at ord betyder hvad det virker til de betyder, men bliver nødt til at lede efter skjulte meninger og konsekvenser. Dette introducerer en stærk tilbøjelighed af mistillid i forholdene. Grupperne forventer, at de hver især forsøger på at opnå fordele på bekostninger af den anden gruppe. Til den grad, at hvis en gruppe er succesfulde i at få sådanne fordele, så vil den anden gruppe være mere irriteret, og begynde at lede efter måde at kompensere for disse fordele.
Hver udmelding og aktion får større betydning, specielt i forhold til hvordan de påvirker omdømmet og den relative position af aktøren. Det er risikabelt at gøre noget, som måske kan ligne at man giver efter eller som ligner svaghed, så derfor bevæger ingen af grupperne sig væk fra svære konfrontationer. Diskussioner skifter til at være debatter, hvor ufleksible standpunkter kolliderer med hinanden. Men ved trin 2 er grupperne stadig interesseret i fælles mål og interesser, og har en tendens til at vakle mellem samarbejde og konkurrence.
Den stigende mistillid skaber en følelse af usikkerhed og mangel på kontrol. Grupperne forsøger på at kompensere for dette med et øget fokus på et selvportrætter som retfærdig og stærk. Aggressive handlinger er på dette trin mest for at booste selvtillid og for at gøre et indtryk på den anden gruppe. Oprigtige indsatser på at kontrollere den anden gruppe hører til senere eskaleringstinn.
Disse frustrerende oplevelser fører til en opbygning af spændinger, som often kommer ud i udbrud. Sådanne handlinger fungere som ventiler for at komme ud med pres, men involvere ikke nogen form for ægte problemløsning. Gentagne oplevelser af den anden gruppe fører til en formatering af selvportrætter af typiske adfærdsmønstre. Men, disse selvportrætter er ikke endnu så globale og stereotypiske som selvportrætter af den anden gruppe i trin 4.
Grænsen til trin 3 er relateret til den basale rettighed af hver gruppe til at blive hørt i forhold til gensidige interesser. Når en gruppe føler, at yderligere snak er nytteløst, og begynder på at agere uden at rådgive sig med den anden gruppe, så bevæger konflikten sig ind i trin 3.
Trin 3: Handlinger, ikke ord
På trin 3 tror grupperne ikke længere på, at nogen form for yderligere snak vil løse noget, så de ændrer deres fokus til handlinger. Fælles interesser og udsigten til at fortsætte samarbejde falder i baggrunden, og parterne ser på hinanden som konkurrenter.
Følelsen af at blive blokeret af den anden gruppe er altafgørende, og afhængighederne, som linker dem selv til den anden gruppe er pludseligt ekstremt irriterende. Antagonisterne søger derfor at erstatte gensidige afhængigheder med ensidig afhængighed, for at virke som den mest dominerende gruppe. Det vigtigste mål på dette trin er at blokere den anden gruppe fra at nå sit mål, og at gennemtvinge sine egne interesser.
Ved ensidige handlinger håber parterne på at tvinge den anden gruppe til at give efter, men de vil ikke på nogen måde ses på som at give efter for presset af den anden gruppe. Siden man ikke længere kan stole på det der bliver sagt verbalt, så vil handlinger og ikke-verbal kommunikation dominere retningen af de planlagte events. Dette øger som regel hastigheden på eskalerings-processen.
I hver gruppe stiger presset til at tilpasse sig den samme attitude og den samme forståelse. Omdømme, attituder og fortolkninger er typisk reduceret til den enkleste fællesnævner, hvilket fører til et vidtdækkende tab af differentiering. Denne følelse af at være en enhed og at have delte problemer er stærk, hvilket yderligere reducerer kapaciteten til at relatere til den andens bekymringer og perspektivet af den anden side. Siden verbal kommunikation er reduceret og ikke til at stole på, så er der få muligheder til at oprigtig feedback på de stereotypiske selvportrætter og fortolkninger, som grupperne selv danner om hinandens adfærdsmønstre og og antaget formål. Fantasier angående forskellige motiver og skjulte strategier kan udvikle sig hurtigt.
Følelsen af at være blokeret er yderligere øget grundet den begrænsede mulighed for oprigtig verbal kommunikation. Grupperne begynder at se på dem selv som at være holdt som gidsler af eksterne omgivelser de ikke kan kontrollere. De har derfor en tendens til at benægte ansvaret for de forskellige begivenheder. En stigende del af deres egne handlinger er set på som nødvendige svar til adfærden af den anden gruppe.
Grænsen til trin 4 er skjulte angreb på den anden gruppes sociale omdømme, generel attitude, holdninger og forhold til andre. “Benægtelig straffende adfærd” er et karakteristisk tegn på at man bevæger sig ind i trin 4.
Trin 4: Selvportrætter og koalitioner
På trin 4 handler konflikten ikke længere omkring konkrete problemer, men omkring sejr eller nederlag. At beskytte ens selvportræt/omdømme er det vigtigste.
De “typiske” ting der udviklede sig på trin 2 og 3 er nu konsolideret og komplementeret om til fulde, generelle og konsekvente selvportræt af den modsatte gruppe. Disse selvportrætter er stereotypiske, meget faste og er modstandsdygtige over for ændringer gennem ny information.
Sådanne selvportrætter er en vigtig rolle i at give en følelse af orientering: man har følelsen af at vide hvad der kan forventes fra omgivelserne. Konfliktgrupperne begynder at tildele kollektive karakteristikker til både medlemmer af den anden gruppe, samt medlemmer af den interne gruppe. Individer opfattes som at have specifikke karakteristikker (som utroværdig, inkompetent, “bossy”, osv.”) udelukkende baseret på at tilhøre en specifik gruppe.
De negative selvportrætter af den anden gruppe omfatter fordomme og tilskrivninger af motiver og intentioner, men benægter dog ikke den basale moralske integritet af den anden gruppe som nogen der fortjener at blive behandlet med respekt, endnu. De negative selvportrætter er nu skærme, som overtager det man ser hver gang grupperne møder hinanden.
Disse skærme gør, at grupperne ikke kan se den anden gruppes sande kompleksitet og individualitet. Ingen gruppe acceptere det selvportræt, som den anden gruppe har om dem. Den anden gruppes side er afvist, men på samme tid forsøger gruppen på at få den anden gruppe til at acceptere deres selvportrætter af dem. Et fremtrædende symptom på trin 4 er hvor svært grupper har ved at nævne positive kvaliteter om den anden gruppe, når en facilitator stiller spørgsmål. Den anden gruppe er tænkt på som en gruppe af mennesker, der ikke kan ændre sig.
Effekten af stereotyper fører også til et lille pres på hver gruppe til at tilpasse sig de roller der er blevet tilskrevet dem. Det kan være meget svært, at slippe væk fra sådanne forventninger. Begge grupper føler nu, at deres adfærd er en reaktion til den anden gruppes handlinger og intentioner og føler sig derfor ikke ansvarlige for den næste eskalering af konflikten.
Interaktionerne er gennemsyret med indsatser til at finde huller i adfærds-normerne for at kunne forårsage skader på den modsatte gruppe. Reglerne bliver der lyttet til formelt set, men enhver mulighed for at slippe afsted med angribende handlinger bruges. En typisk form for interaktioner på dette trin er “benægtelig straffende adfærd” Den modsatte gruppe bliver provokeret, fornærmet og kritiseret, men på måder som ikke formelt set krænker nogen.
Angreb kan leveres gennem insinuationer, overdrevet kommentarer, ironi og kropssprog, men gerningsmanden kan bare benægte at disse skader fandt sted med vilje, hvis de bliver udfordret. Men, siden den anden gruppe ikke kan besvare dette med en åben diskussion omkring problemet, så er gengældende handlinger ofte det der kommer efterfølgende. Den skjulte natur af disse angreb forebygger et dramatisk offentligt tab af ansigt.
I dette trin vil grupperne aktivt forsøge på at få dem der kigger på til at støtte dem. Handlinger der kan forbedre ens selvportrætter i øjnene af andre er planlagte og implementeret. Grupperne kan også bevidst forsøge at tage deres diskussioner foran andre for at skaffe folk, som støtter dem.
Konflikt aktiviteterne er nu fokuseret på at påvirke den modsatte gruppe samt at få magten i diskussionen i stedet for at opnå problem-relateret resultater. Angreb er lavet på identiteten, attituden, adfærden, positionen og forholdet til den anden gruppe. Dette gør, at årsagen til konflikten ikke længere kan ses i forhold til de forskellige standpunkter, men er nu baseret på selve karakteren af den anden gruppe.
Grænsen til trin 5 er konstitueret af handlinger, som fører til et tab af ansigt af den ene eller begge grupper. Hvis den basale ære af en person er fornærmet bevidst og gentagne gange, specielt hvis foran andre, så bevæger konflikten sig med god sandsynlighed ind i trin 5.
Trin 5: Tab af ansigt
Skridtet til trin 5 er specielt dramatisk. Ordet “ansigt” taler her om den basale status en person har i et samfund af personer. Så længe en person er set på som en respektabel borger, så har han eller hun et intakt “ansigt”, og er berettiget til fair behandling og respekt.
“Ansigtet” er reproduceret af medlemmerne af gruppen, ved at undgå nogle former for handlinger, som udfordrer den basale status en person har. “Ansigtet” er beskadiget af offentlige events, ikke af privat sladder eller individuelle meninger. Tab af ansigt betyder, at grupperne der er i konflikt føler, at de pludseligt har set gennem masken af den anden gruppe, og opdaget en umoralsk, sindssyg eller kriminel inderside.
Transformeringen af selvportrættet en gruppe har af den anden gruppe er radikal. Det er ikke en udvidelse af det gamle biased selvportræt, men føles som en pludselig indsigt i den sande, og meget anderledes, natur af den anden gruppe. Hele konflikt historien ses nu på en anden måde: gruppen føler, at den anden gruppe har fulgt en konsekvent og umoralsk strategi lige fra starten. Alle deres “konstruktive” ideer var blot vildledende dækhistorier over deres reelle hensigter. Der er ikke længere tvetydighed, men alt fremstår meget klart.
Selvportrætterne og holdninger som grupperne har er ikke længere i forhold til over- og underlegenhed, men i forhold til engle og dæmoner. Ens egen side repræsenterer alle de gode kræfter i verdenen, mens den anden side repræsenterer de destruktive, undermenneskelige og dyriske kræfter. Modparten er ikke længere kun irriterende, men en inkarnation af moralsk korruption.
Et håndgribeligt tegn på dette trin er når en gruppe føler kropslig kvalme i nærvær af den anden. I trin 4 var selvportrættet af den anden gruppe bygget op af elementer, som viser den anden gruppe som inkompetent og det irriterende adfærd af den anden. I trin 5 er selvportrættet af den anden gruppe fokuseret på det morale mindreværd gruppen har. Konflikten er ikke længere omkring konkrete problemer, men om udbredelsen eller ej af hellige værdier.
Transformationen af selvportrættet af den anden side øger rollen af negative forventninger og mistænkelighed drastisk. Alle handlinger fra den anden side, som virker konstruktive er ignoreret som værende bedrag, mens en negativ historie er et definitivt bevis på den sande natur af den anden gruppe.
Dette fører til en situation, hvor det er ekstremt svært at bygge gensidig tillid. De handlinger der er nødvendige for at bygge minimal tillid i oprigtigheden af den anden gruppe bliver ekstreme, og føles ofte ydmygende. For eksempel, for at kunne bevise en oprigtig konstruktiv intention, så vil en side måske blive bedt om offentligt at undskylde for tidligere udsagn. Men, grupperne vil ofte frygte, at sådanne indrømmelser vil blive set på som svaghed eller at give efter, og de vil yderligere skade ens offentlige status. I dette dødvande kan det at nedgøre den anden gruppe føles som den eneste synlige mulighed for at stå med et moralsk overtag.
Ting der fører til et tab af ansigt er ofte fulgt op med dedikeret forsøg på at genopbygge deres offentlige omdømme af integritet og moralsk troværdighed. Sådanne indsatser kan nu dominerer hele konfliktprocessen. Tab af ansigt, og deraf følgende gengældelse vil ofte isolere konfliktgrupperne fra tilskuere. Dette kan yderligere forværre eskaleringsmekanismerne, fordi mulighederne for at få god feedback omkring konflikten er reduceret.
Grænsen til trin 6 føles som mindre dramatisk end den til trin 5. Når grupperne begynder at udgive ultimatummer og strategiske trusler, så går konflikten ind i trin 6.
Trin 6: Strategier af trusler
Siden ingen andre veje virker åbne, så vil konfliktgrupperne søge mod trusler af skadende handlinger, for at tvinge den anden gruppe i den ønskede retning. De strategiske trusler af trin 6 er meget anderledes fra de benægtelige handlinger i trin 4. De sidstnævnte fungerer som en ventil for opbygget frustrationer. Strategiske trusler er aktivt brugt for at tvinge den anden gruppe til specifikke handlinger.
Der er tre faser i stigningen af strategiske trusler:
- Grupperne kommer med gensidige trusler for at vise, at de ikke vil trække sig tilbage. Gruppen der har sendt truslen vil: (a) tiltrække opmærksomhed til dem selv og deres behov; (b) demonstrere autonomi og evnen til at styre agendaen; og (c få den anden gruppe til at tilpasse sig et specifikt krav eller en norm ved at komme med trusler om sanktioner.
- I den næste fase er truslerne gjort mere konkrete, utvetydige og faste. Grupperne laver dedikerede udsagn af at dedikere sig, så de ikke kan trække sig tilbage uden at miste troværdighed, for at styrke hvor seriøse deres trusler er.
- In den tredje fase, er truslerne formuleret som ultimate, hvor den anden gruppe er tvunget til en enten-eller beslutning.
En konsekvens af denne dynamik er at grupperne i stigende grad mister kontrol over udviklingen af disse events. Gennem deres egne handlinger skaber de presset til at agere hurtigt og radikalt.
Opfattelsen af situationen er i stigende grad langt væk fra realiteten. Gruppen der sender truslerne ser kun på sine egne behov, og ser på truslen som en nødvendighed for at kunne blokere den anden gruppe. Man forventer at den anden gruppe skal bukke under for presset. Gruppen der bliver truet, ser dog på de ødelæggende konsekvenser der vil opstå, hvis truslen bliver virkelighed, og søger derfor mod at true gruppen med en ny trussel. Følelsen af at være magtesløs fører til frygt og muligvis ukontrollerbar vrede.
I denne fase bliver konflikten mere kompleks, svære at forstå, og umulig at kontrollere. Gennem deres handlinger introducerer grupperne tidspres på hinandens handlinger, hvilket dermed påvirker deres mulighed for at veje konsekvenserne af alternative retninger af handlinger i et turbulent og kaotisk miljø. For at beholde en form for kontrol, så insisterer hver gruppe på at deres egne standpunkter skal håndteres på præcis den måde, som de har valgt at præsentere dem.
Denne adfærd vil af en øget grad bliver styret af paniske impulser. Hvilken som helst handling, som ser ud til at give en kraftig effekt er attraktiv. I dette trin er det at tage sine klager til medierne meget typisk.
Enhver trussels strategi afhænger af troværdighed for at kunne være succesfuld. Grupper der kommer med trusler skal derfor overbevise den anden gruppe og tilskuere om at truslen er rigtig og seriøst. For at forstærke troværdigheden af en trussel, så vil en måske agere på en måde, som binder en selv offentligt til udførelsen af truslen, hvilket den anden gruppe ikke bukker under.
Offentlige udtalelser, eller mindre doser af aggressive handlinger kan bruges til at øge troværdigheden af en trussel. Den anden gruppe tager imod dette som bevise for de aggressive intentioner og evner af den anden gruppe, og søger derfor tiltag de kan komme tilbage med. Ved at binde sig selv til trussel strategier, så vil grupperne bevidst begrænse sin egen frihed at vælge alternative retninger af handling.
En seriøs risiko i trin 6 er stress, ukontrollerbare aggressive handlinger, samt en stigning i turbulens og kompleksitet føre til disintegration of grupperne om til mindre grupper, som agerer automatisk. Når dette sket, så kan ikke engang bindende argumenter mellem grupperne styr på hvor meget der skal ødelægges.
Grænsen til trin 7 er frygten for de konsekvenser, som måske kan sikre at trusler er ført ud. Når grupperne aktivt søger at skade den anden sides potentiale, så transformere gruppen sig om til trin 7.
Trussel strategier virker kun så lange som at alle grupperne tror, at dens opfattelse vil falde. Men de mange interne dynamikker af trin 6 tvinger grupperne til at oversætte deres ord om til aktion.
Trin 7: Begrænset destruktive angreb
Truslerne af trin 6 underminerer den basale følelse af sikkerhed, som grupperne pleje at have. Nu forventer de, at modparten er i stand til at udføre destruktive handlinger. At sikre ens egen overlevelse bliver nu en vigtig del af hverdagen.
Det er ikke længere muligt, at se en løsning, som involvere modparten. Modparten er dermed set på som en forhindring, der skal elimineres gennem planlagte angreb, som skal fjerne den anden. Den anden gruppe er altså en direkte fjende, som ikke længere har menneskelige kvaliteter. Ingen menneskelig værdighed står i vejen for angrebene, fjenden er bare et objekt der står i vejen. Det kan endda gå så vidt, at ord som eliminere og udrydde bliver brugt, når der diskuteres hvad man skal gøre.
Angrebene er målrettet sanktionernes potentiale af fjenden, som f.eks. at ødelægge eller underminere fjendens finansielle ressourcer, juridiske status eller kontrolfunktioner. Frygt og stress fører til kraftfulde angreb, som er set som ekstreme, eller i det mindste meget overdrevet, af modparten. Angrebene fører til modangreb, som ofte er endnu mere destruktiv.
I den frustrerende situation, så kan angreb generere følelser af at være magtfuld og i kontrol, hvilket giver sekundære fordele, som yderligere forstærker eskalering. Udregningen af konsekvenser bliver meget påvirket; tabet af modparten ses på som en sejr, selvom de ikke giver nogle fordele i forhold til ens egne interesser og behov. Grupperne kan være forberedt på at tage tab, hvis muligheden for at den anden gruppe vil lide endnu større tab. Ondskab kan blive et kraftfuldt motiv.
Målet er nu omkring at neutralisere modpartens muligheder, og dermed sikre ens egen overlevelse. Overlegenhed søges for at kunne sikre evnen til at blokere modpartens langtidsperspektiv.
Der er ikke længere nogen form for “sand” kommunikation. På trin 6 blev trussel strategierne bygget på i det mindste en minimum form for kommunikation: man skal vide om modparten afviser eller accepterer et ultimatum.
I trin 7 er hver gruppe kun interesseret i at udtrykke deres egen besked, og de er ligeglade med hvordan den bliver modtaget, eller hvad svaret kan være. Trusler fulgt af umiddelbar afbrydelse af kommunikation er et tegn på trin 7 dynamikker.
På dette trin er etiske normer henført under mere presserende bekymringer. På tidligere trin udnyttede grupper huller i normerne, nu kigger de slet ikke på dem. Der er krig og normale regler gælder ikke.
Grupperne ser at det ikke længere er muligt at vinde. Det er en tab-tab kamp. Overlevelse og mindre skade end den modparten oplever er det primære mål.
Grænsen til trin 8 er angreb, som er direkte målrettet på centrum af den anden gruppen, angreb som er lavet for at ødelægge modparten eller de vitale systemer af modparten.
Trin 8: Fragmentering af fjenden
På dette trin bliver angreb hårdere og hyppigere, og er målrettet med at ødelægge de vitale systemer og basis for magt af den anden gruppe. Man kan specifikt målrette mod at fragmentere den anden gruppe til ineffektive dele, og på den anden gruppes evne til at tage beslutninger.
Forhandlere, repræsentanter og ledere bliver målrettet, for at ødelægge deres legitimitet og magt i deres egen lejr. Systemet der holder modparten samlet er angrebet, i håb om at selve identiteten af den anden side vil falde sammen af dens egne interne modsætninger og indbyggede centrifugalkræfter.
Når en gruppe er angrebet på en måde, som truer med at ødelægge den, så er den nødt til at lave en stærk indsats for at minimere interne konflikter. Dette øger stressniveauet og det interne press i grupperne, hvilket fører til et endnu stærkere pres til at lave yderligere angreb på den anden side. Grupperne falder muligvis fra hinanden og bliver til fraktioner, som kæmper mod hinanden, hvilket gør situationen helt umuligt.
Angrebene på modparten er målrettet alle tegn på vitalitet. Det primære mål er nu at ødelægge dens eksistensbasis. Den eneste begrænsende faktor er bekymringen for ens egen overlevelse.
Grænsen til trin 9 er nået, når selv-overlevelse er givet op. Når dette er sket, så er der ingen form for tjek på mere ødelæggelse.
Trin 9: Sammen ned i afgrunden
I det sidste trin er konflikteskalering er målet om at ødelægge fjenden så stærkt, at selv-overlevelsesinstinktet er afvist. Ikke engang ens egen overlevelse tæller, fjenden skal udryddes selv på bekostning af ens egen eksistens som en organisation, gruppe eller individ. Ødelæggelse, konkurs, fængselsdomme, fysisk skade, intet tæller længere.
Alle broer er brændte, der er ikke nogen vej tilbage. En total krig af ødelæggelse uden skrupler og anger udfoldes. Der er ikke nogen uskyldige ofre, ingen neutrale parter. Den sidste bekymring i kapløbet mod afgrunden er at være sikker på, at fjenden også falder.
Det er en dyster ende at nå, og det er heldigvis sjældent at jeg ser det kommer helt til trin 9. Jeg synes konfliktrappen er en utrolig spændende teori, hvor jeg flere gange har set personer eller grupper begynde at bestige trappen. Det var spændende at skrive denne post, og tænke tilbage på de forskellige oplevelser jeg selv har været med i, eller været tilskuer til, og tænkte “Ah ja, der var vi/de lige trådt op på trin 4”. Indlægget her gav mig i hvert fald en meget objektiv måde at spotte og forstå konflikter på. Jeg håber at du oplevede det samme.
